Share Print Send

Det er langt fra byens bedst beliggende restaurant. Faktisk er den nem at overse, der på hjørnet af Vester Alle og Marstrandsgade.

Derfor er det også så meget desto mere imponerende, at Restaurant Miro har kunnet overleve så længe, at den i dag kan smykke sig med titlen som den ældste gourmetrestaurant i Århus.

Men har man en gang besøgt Miro, er titlen pludselig ikke længere så overraskende. Miro er nemlig stadig en af byens allerbedste restauranter, og selv om den efterhånden har næsten 21 år på bagen, så har ejeren Toni Leichtle gennem årene formået at forny sit køkken, så det stadig fremstår på en gang moderne og klassisk - og særdeles veloplagt.

Noget mange århusianere tilsyneladende har fundet ud af. Den kedelige tirsdag aften vi lagde vejen forbi, var der i hvert fald masser af mennesker i den hyggelige restaurant.

Her går ejer Toni Leichtle rundt mellem bordene og sørger ud over serveringen for, at gæsternes mindste vink bliver fulgt, og at stemningen holdes på et dejligt afslappet niveau. Der er styr på tingene ned til mindste detalje, men det hele foregår i en dejlig afslappet og usnobbet atmosfære.

Smalt spisekort

Konceptet hos Miro er enkelt. Ingen a la carte, men »kun« en seks retters menu, som så ændres en gang om måneden og sammensættes efter årstidens produkter.

Et forholdsvis smalt spisekort må man sige, men når man kan kreere lækkerier i en grad som Miro gør det, er der rigeligt at vælge imellem.

Vi valgte to gange fire retter med tilhørende vinmenu blandt andet for at teste tjenerens formåen på området. Og det viste sig at være en god ide.

Aftenen igennem blev vi nemlig præsenteret for den ene glimrende vinoplevelse efter den anden. Prisen for en vinmenu er det samme som for maden, og i vores tilfælde 458 for vin til de fire retter mad.

Det lyder måske af meget for fire glas vin, men der var der bestemt heller ikke tale om. Miro er nemlig særdeles generøs, når det kommer til det med vinen. Til samtlige retter blev vores glas fyldt mindst to gange med de liflige dråber.

Og vinen var virkelig en oplevelse i sig selv, og perfekt afstemt til manden hele vejen igennem. Der var dog en enkelt vin, som skilte sig ud som noget helt særligt. Den australske 2006 Ashbrook Semiklon fra Margret River. Røg, frugt og syre i en perfekt blanding.

Før vi nåede så langt skulle vi dog gennem en del andre lækkerier. Og efter en lille lækker asisatisk inspireret appetizer fik vi første forret, som var en skøn hummerret. To store stykker hummer serveret på salat med avocado- og rygeostscreme samt æbler og vanilje.

Super afstemt ret, hvor selv vi to ikke ostespisende gæster måtte bøje os og nyde rygeosten.

Asiatisk foie gras

Næste ret var henholdsvis Kartoffelsuppe til min ledsager og foie gras til mig.

Andeleveren ankom i en asiatisk udgave a la Peking And. Leveren lå oven på et stort stykke and, en lille pandekage, friteret lotusblomst, og noget der bedse kan betegnes som en soya-østers reduktion. Det lyder avanceret men fremstod enkelt og velsmagende.

Det er langt fra alle, der kan lide den fede andelever, og en af dem, der absolut ikke kan, er min ledsager. Derfor må det også siges at være en præstation at få hende til ligefrem at nyde at den franske spise. Men det gjorde hun i en grad, så vi byttede retter midtvejs.

Suppen var også rigtig god. Parfumeret med enebærrøg og heri svømmede pighvar, kammusling, bacon og små løg. Skønt.

Vi kunne heller ikke finde mange kritiske bemærkning omkring hovedretten, som var rosastegt kalvefilet ­serveret med brisselpølse, kartoffelcannelloni, 3 x gulerod, estragon og kraftig sauce.

Særdeles mør kalv, og den medfølgende brisselpølse gav retten et ekstra pift. En kraftfuld ret, hvor alle ingredienserne var så fint afstemt, at alle ingredienser havde sin berettigelse.

Frisk afslutning

Desserter er efter min mening normalt bedst, hvis de indeholder et element af chokolade, men det gør ­Miros ikke i denne måned. Alligevel var det en fin ­afslutning på måltidet at få serveret Miros dessert, der bestod af ananassorbet, mangocreme, kokosis og en form for banankage.

Kokosudgaven var den mindst vellykkede og ­fremstod en smule fad i smagen. Til gengæld var de øvrige ting lækre, og specielt ­sorbeten var en fantastisk - en af de bedste jeg har oplevet

Prisen for de to gange fire retter med vinmenu løb op i 1832 kroner. Ikke billigt, men bestemt fair i forhold til kvaliteten.

Derfor kaster vi også fem funklende stjerner efter Miro og en meget stor anbefaling om at besøge byens ældste - og en af de bedste - gourmetrestauranter.

Læs også: Fransk og fint på den gamle café.

Læs også:  Fisk i farver.

Læs også: Drinks også til dessert.

Læs også: Hjemme hos kokken