Share Print Send

Da vores to døtre havde taget den første bid af deres kalvetournedos, kiggede de hinanden indforstået i øjnene og lod spontant tommeltotterne mødes i et thumbs up henover bordet.

Måske ikke en hverdagsgestus på mondæne Mefisto i Århus’ latinerkvarter, men i hvert fald udtryk for en umiddelbar begejstring, der kom til at præge meget af vores besøg på gourmetcafeen tirsdag aften. Kølig blæst betød, at hverken udendørsbordene på gadens brosten eller den overdækkede gårdhave fristede.

Vi krøb indendørs i det smalle lokale, der i løbet af aftenen blev tæt på fyldt. Man sidder tæt, og med en plads ved døren måtte min medspiser adskillige gange optræder som dør-lukker, men selve stemningen er også intim og hyggelig under den ret alternativ »lysekrone« - nøgne grene monteret øverst på en stolpe og udsmykket med julelyskæde - og en fritlagt mur, hvor man aner bindingsværket.

Ingen tirsdags-fisk
Vi havde sat næserne op efter den særlige fiskemenu, som Mefisto ifølge sin hjemmeside byder på hver tirsdag. Liiiige præcis denne tirsdag lod det sig dog ikke gøre (men der ér altså ellers tale om et fast tilbagevendende indslag, understreger stedet). Vores venlige tjener henviste i stedet til augustmenuen eller spisekortet, der også bød på flere fiskemuligheder.

Vi landede hurtigt på elementer fra menuen, hvor tre retter med tre afstemte glas vin ville stå os i 468 kr.

Pigernes far lagde ud med muslingesuppe, mens jeg gerne ville prøve makrel i escabeche.

Inden vi kunne nå at tænke ordet »ventetid« dukkede de første indslag op, og aftenen igennem skulle vi i det hele taget komme til at nyde en tjekket og vel-afstemt opmærksomhed og fleksibilitet, der både tog hensyn til de voksnes trang til at tage den med ro og til ungernes knurrende maver.

Lunken suppe
Suppen var flødefarvet og nydelig at skue i en asymmetrisk, hvid skål med dild, glasgrønne dråber af krydret olie og tomat som pynt, og hvor man anede antydningen af en gylden tone fra safranen. »Men skal den kun lige være lunken?« undrede min medspiser sig.

Og nej, det skulle den ikke. Få minutter senere kunne han sætte skeen i en ny og nu dampende varm portion, og så blev roen på den anden side af bordet ellers kun afbrudt af kommentarer om, hvor store og saftige muslingerne var, og hvordan smagen af muslinger, hav og fløde bliver til en fløjlsblød helhed.

Hertil bød vinmenuen på et glas sprød og venlig spansk hvidvin fra Monte Palma Rueda.

Syltet makrel
På min side af bordet stod den på den spansk/sydamerikansk klingende makrel i escabeche. Metoden er at »sylte« makrel og grøntsager i en eddikebaseret sursød lage, som med stegte sild.

Hos Mefisto var makrellen let stegt, og havde fået selskab af en salat med samme ret syrlige dressing - nogle blandede salatblade, et par forbløffende sprøde gulerodsbidder og en lille håndfuld ultratynde skiver fennikel og rå rødbede.

»Sådan ville jeg gerne kunne lave makrel!«, udbrød min medspiser, der en gang har haft det (u)held at fange hele 121 makrel på kun en fisketur, og han havde ret. Den skarpe syrlighed, de sprøde, krydrede grøntsager og den fede fisk swingede perfekt sammen. Eneste anke var, at kombinationen næsten kaldte mere på øl end på vin.

Jeg nøjedes i stedet med vand og gemte mit glas med hvidvin (sauvignon blanc fra chilenske Errazuriz) til bagefter. I sig selv var den nemlig en frisk nydelse med sine toner af hyld og citron.

Brød fulgte selvfølgelig også med. Små, seje italienske boller og en lille skål stærkt fristende kapers-krydret mayonnaise.

Fisk i farver
Deres far fortsatte fiskelinjen og skulle have »dagens fangst« som sin hovedret. Det var ising, der var gået i garnet - nænsomt stegte fileter omgivet af en blid, lysende grøn ærtepuré, friske ærter, syltede skalotteløg, små, cremede totter selleriskum og en blank, orangerød sauce baseret på rød peberfrugt. En i sig selv farvestrålende servering, men min medspiser var en smule skuffet over valget af det, som i hans øjne er den mindst interessante fladfisk:

»Jeg havde nok håbet på en mere karakterfuld fisk. Ising smager jo ikke af så meget. I sig selv er den lækkert stegt og tilbehøret er smagfuldt skruet sammen, men den blegner ovenpå makrellen.« lød kommentaren fra den modsatte side af bordet.

Til gengæld var han fuldt tilfreds med sit glas kølig rødvin. En let og let jordbærsmagende pinot noir fra Californien, som besad tilpas syre og mildhed til at give modspil til stemningen i retten.

Kød med cowboy-vin
Til mig var der augustmenuens anden hovedret - tournedos af kalvemørbrad med en af mine favoritgrøntsager, nemlig skorzonerrødder. Vores døtre var som først nævnt med på omgang kød.

Deres interesse for fisk dalede brat, da de hørte ordet mørbrad. De delte en portion og fik hver især en generøs servering, der ikke var synligt mindre end min. Her tronede to store, smukt rosastegte skiver kød ovenpå langtidsbagte skorzonerrødder, grønne forårsløg, et par hvide kartofler og en intens mørk sauce. På toppen et drys kørvel og dild.

Og kødet fortjente virkelig de opadvendte tommelfingre. Afsindigt mørt, rigt-smagende og perfekt stegt. Rødderne var lige så delikate med deres lette aspargessmag og sødmen fra langtidsstegningen, der næsten havde karamelliseret dem.

Lækkert, så det betød mindre, at de to kartofler, der skulle have været »fondant« - en lidt omstændelig ristningsmetode, som der ikke lige er linjer til at gå i detaljer med her - var langt under rettens øvrige niveau. Ristningseffekten var udeblevet med det resultat, at kartoflerne bare virkede hvide og kedelige - ikke mindst her i sæsonen for nye kartofler.

Hertil et glas californisk bulderbasse af en rødvin. Mærket er Frontier, og der var da også lidt »wanted dead or alive« over etiketten med dens cowboyskrift. Druerne var et mix af hele seks forskellige sorter, som vores tjekkede tjener imponerende nok kunne remse op, og resultatet var en stor smag af især mørke bær som klædte det rosa kød.

Ungerne havde i mellemtiden skrabet deres tallerkner og var friske på en dessert. Den ene havde forlængst set sig varm på hindbærsymfonien. Den anden valgte chokoladekage med bær.

Tætte desserter
På kagespiserens tallerken lå to kage-trekanter, en mørk bær-coulis, nogle brombær og nogle ravbrune karameldråber, som i øvrigt gik igen på begge desserttallerkner. Hun måtte afgive en lillebitte bid til sin mor, der fik bekræftet, at der var tale om en af de tætte, fugtige og syndige udgaver, som man altid håber, at blive budt på.

Hindbærspiseren blev præsenteret for tre små elementer. En smægtende blid og blød mousse, et kraftigere friskt-smagende sorbet-æg og to brunrosa kagebidder, som viste sig at være mazarintærte med iblandet hindbær. Kagen var i vores munde ikke en helt vellykket idé. Det var lige før, der gik Turkish delight i den.

Selv sluttede jeg af med menuens ostetallerken. Den talte tre veltemperede skiver i stigende styrke. En mild, rentsmagende dansk rødkit, en cremet, mere fyldig italiensk taleggio og en kraftig fransk blåskimmel, der smagte af... ja, kostald. På tallerken desuden honningglaserede valnødder, en delikat krydret skive syltet blomme og nogle sorte oliven. En dejlig hyggetallerken, hvor olivenindslaget dog modsagde vinmenuens australske hedvin. En likørvin kaldte vores tjener den. Og det var da også meget dækkende for den dybtbrune vin af mærket Buller. Fed, blød og aromatisk med en smag af frugt og nødder og faktisk en hel dessert i sig selv.

Vores regning endte på 1420 kr. Det bringer Mefisto op i den dyre kategori her på siden, men også i den kategori, hvor man gennem hele aftenen mærker den professionelle tilgang til både mad og betjening. Vi lander derfor på fire store stjerner - og en opadvendt tommeltot.

Volden 28, 8000 Århus C

Telefonnummer: 86131813

Åbent hver dag kl. 11.30-22 (køkkenet lukker)

Kategori - dyr, Smieley: Stor smiley, Type: Gourmetcafe med hovedvægt på fisk