Share Print Send

Det er slut med de bombastiske og stort opsatte rocksange fra Mew’s hånd. Da bassist Johan Wohlert sagde farvel for tre år siden, tog han ikke blot en fjerdedel af gruppens musikalske hjerte. Han tog også de tunge rockriffs, der ofte var så svulstige, at de var ved at eksplodere i øregangen på lytteren.

Men selvom det tunge er taget bort og kun en nøgen og sårbar trio står tilbage, så er Mew stadig ligeså stærke som de var på deres seneste og anmelderroste »Mew And The Glashanded Kites« fra 2005.

Lydbilledet er godt nok mere poppet og lettere tilgængeligt, men Mew er stadig de ukronede mestre i at skabe yndefulde og iørefaldende sange, der pirrer ved første bekendtskab og giver en lyst til mere.

Faktisk er det eneste irriterende ved gruppens nye plade den ekstremt lange titel. Det lidt pudsige titelvalg kan dog ikke pille ved, at de tre tilbageværende musikere har skabt en plade, som ikke står tilbage for sin forgænger. Den overhaler den med flere længder.

Tjek blot »Repeaterbeater«, »Silas The Magic Car« eller den syv minutter lange »Cartoons And Macramé Wounds«, der bliver mere berusende, for hvert sekund der går.