Share Print Send

Og hvordan er det nu at være menneske i det hele taget? Og i særdeleshed et menneske, som arbejder med og i den grad brænder for kunsten?

»Efter at have arbejdet intenst med Osvald Helmuths liv, kan det nemlig være svært at afgøre, om han i virkeligheden altid spillede teater eller netop aldrig gjorde det,« skriver stykkets dramatiker Gunnar Geertsen.

Læs også: Osvald i flere dimensioner.

Akkurat den tone af tvivl eller sammenfald af fiktion og virkelighed rammer teksten så fascinerende flot. Og den gør det i en opsætning med fantastiske skuespilpræstationer over hele linjen, og i en iscenesættelse, som elegant spinder de viser, Osvald Helmuth er så berømmet for at have sunget, sammen med en skildring af Osvald Helmuths liv, fra han var ganske ung i 1913 til hans 50 års jubilæum i 1963. En skildring, som måske - måske ikke - er sand, men som i al fald kradser i den glansbilledfremstilling, vi tidligere har set af Osvald Helmuths liv og levned.

Uanset hvor mange 'sandhedskorn', teksten indeholder, går forestillingen rent ind som en beretning om det at være menneske. Om det at leve sammen på godt og ondt. Om hvor slidsomt og omkostningsfuldt, det er, at kæmpe for det, man tror på, når man selv er fyldt med lidenskabelig passion og ustyrlige dæmoner, og når omverdenen ikke nær altid er enig med én.

Læs også: Osvald på Svalegangen.

Fænomenal tekstfortolker
Victor Marcussen er en drøm at følge på scenen som Osvald Helmuth. Fordi han er en fænomenal tekstfortolker. Få kan som Marcussen være tro mod forlægget og samtidig gøre viser og skuespiltekster til sine egne.

En af hemmelighederne er, at han ligesom - med eller uden ungdoms­kasket og med eller uden frakke i flagrende vrid - smyger, lister, blæser eller raser teksterne ud gennem hver en pore i kroppen i et præcist, overraskelsesfyldt og yderst charmerende spil. Victor Marcussen forstår og fremstiller mesterligt Osvald Helmuths sørgmuntre gemyt og voldsomme temperament.

Anne-Vibeke Mogensen bliver tilsvarende elskelig som Osvalds kone Søster. Også hun forstår med præcision og charme at skildre en kvinde, som vi både får lov at kende og samtidig oplever, at hun bærer på mange hemmeligheder og uudlevede drømme.

Læs også: Gadedreng i dukkehjem på Aarhus Teater.

På scenen er også de unge skuespillere, Rolf Hansen og Julie Riis, som meget velfortjent i 2008 modtog Reumerts Talentpris. Også her viser de begge evner til at gestalte roller, så vi aldrig er i tvivl om, hvilke menneskelige karakterer de kropsliggør. Og ved klaveret akkompagnerer Pia Hessner dygtigt og med en næsten ydmyg diskretion Niels Søren Hansens spændende anderledes musikalske arrangementer af de gammelkendte viser.

»Osvald« varer to timer og 15 minutter. Med undtagelse af en enkelt værtshusscene, som forekommer lidt lang, er det ikke et øjeblik for længe.

Steen Lock-Hansen har med flytbare flader og gardiner, som kan trækkes for og fra, skabt en scenografi som fikst illustrerer både Osvalds indre virvar og det møde og miks mellem fiktion og virkelighed, som teksten spiller på.

Og Pelle Koppel har ved både at betone det festlige og dramatiske i teksten ramt en tone, som gør forestillingen til interessant og menneskelig teaterkunst. Hvad mere kan man ønske sig? - tja: et gensyn med »Osvald«.

Læs også: Stand Up for Haiti.