
Klokken er 20.58. Vi befinder os på Heidi's Bier Bar i det indre Århus, og lige om lidt går det løs. Den første, våde sne vil dryppe ud over århusianerne i form af gratis julebryg, blå nissehuer og masser af kram og kærlighed. Det er den tid på året igen.
Præcis kl. 20.59 lyder de velkendte toner af Tuborgslædens bjældeklang over hele diskoteket, og det vælter ind ad døren med nissemænd, nissepiger og endda et blåt juletræ med guirlander. Indeni gemmer der sig et menneske, der gavmildt deler ud af hatte med lys og varme knus til de allerførste iskolde sneøl.
Dejlig tradition
Missionen for de mange Tuborgnisser er at sprede god (jule)stemning, og det lykkes i den grad. Det mente i hvert fald Jeanette Randrup og Anne-Sofie Lyndgaard, der begge var taget på Heidi's for at se juleøllen blive frigivet præcis ét minut i ni.
"Vi kan faktisk slet ikke lide juleøl! Men vi skal da have en alligevel. Sådan er det jo, når det er J-dag, så skal traditionen fejres!"

Jeanette Randrup (tv) og Anne-Sofie Lyndgaard havde i bedste J-dagsstil taget nissehuer på i byen.
Og pigerne, der dog var iklædt røde nissehuer, var ikke de eneste med hovedbeklædning, da Tuborgs Nissecrew forlod Heidi's for at sprede mere sne i Århus. Overalt tittede blå huer med blink frem, så der kunne ikke herske nogen tvivl om, at snepatruljen havde været forbi.

De søde nissepiger og julemænd fra Tuborg turede byen rundt med julestemning og "stempelkys" indtil midnat.
"Julebryg, julebryg, Tuborg julebryg..."
Mange andre steder i Århus var der også godt gang i snestormen. Vi fulgte "Rute 2" rundt i det helt centrale Århus på blandt andet Vores Sted, Café Ziggy, Café Århus, Værtshuset og Troubaduren. Også her blev der uddelt masser af huer, kram, kys og ikke mindst øl.
Og der var ingen tvivl om, når de blå mænd og piger kom forbi. Til melodien af "Jinglebells" blev sneen sunget ind, og teksten blev omdelt så alle havde mulighed for at synge med - en mulighed, der som oftest blev grebet.
Der blev drukket masser af julebryg - også på "Værtshuset", hvor disse mange tomme flasker hørte hjemme.
Hurtigt videre
Der var mange, der skulle have besøg af julekaravanen, så det blev en kort visit de fleste steder. Alligevel efterlod de blå/hvide nisser et uudsletteligt indtryk af jul og god stemning. Selv efter Tuborg-lastbilen havde dyttet for sidste omgang, var der stadig masser af nissehuer og hvide juleølskapsler i gaderne.
Så nu er der ikke andet tilbage end at vente på at julen rent faktisk kommer. Men nu er første skridt taget - og om ikke andet, så kan man fordrive den søde ventetid med en kold julebryg eller to.
SE FLERE BILLEDER FRA JULEKARAVANEN UNDER BILLEDGALLERI!
Læs også: Østens mystiske mavedansere.
Læs også: RECession Festival i Århus.
Læs også: Få billetter til Nephew koncert.
Læs også: Dizzy Mizz Lizzy på Skanderborg.
Det siger andre AOA-brugere...
0 kommentarer