Middag i pæne poser

Af Kirsten Thorndahl - kith@stiften.dk
Oprindeligt publiceret Sep 07, 2008

Med et par fyldte poser fra Risskovs kvalitetsbevidste takeaway-sted kan man servere gourmetmad hjemme ved spisebordet.

Åh, at slæbe pæne poser med varm og spiseklar mad ind i køkkenet. Rette det an på skabets nydeligste service og sige værsgo. Så kan gærdet vist ikke blive meget lavere - fraset, at man selvfølgelig selv står for opvasken bagefter.

På en af augusts mange regnvåde aftener blev Lisager i Risskov leverandør af familiens aftensmåltid. Stedet er kombineret gourmet-takeaway og -catering plus café og nysgerrighedspirrende delikatessebutik. Menuen skifter ifølge hjemmesiden ikke bare fra dag til dag men også i ­løbet af dagen. Først kl. 15 den pågældende dag var stedet klar med elementerne til aftenens såkaldte »jeg gider ikke lave mad i aften, skat«-menu. Her var der tre forretter og tre hovedretter at vælge imellem plus oste og et par tærter til dessert.

Mange havde fået samme idé, så der var travlt, da vi kom for at hente vores mad ved 18.30-tiden. Dog ikke mere travlt, end at en af de kokkeklædte ansatte med overblik kunne præsentere nogle af de relevante muligheder, vinafdelingen bød på.

Vi kom hjem med to poser fyldt med diverse varme og kolde bokse. Ikke pap men nærmeste sorte og hvide engangsskåle med klare låg og et let designpræg, der fik min medspiser til at ymte lidt om, at det da vist ikke havde været nødvendigt at tage alle vore egne skåle i brug.

Blomkål i nye klæ’r

En gryde blev der dog brug for. Til vi to voksne var der blomkåls­suppe i anledning af regnvejret, og den kunne godt tåle 10-20 grader mere. Blomkålssuppe ­lyder lidt af mormor, men denne var nærmest café au lait-farvet og tydeligvis tænkt som en tæt og krydret sag med nogle store »chips« af sprød serranoskinke. Hvilke krydderier blev vi dog aldrig enige om, for uheldigvis var al smag druknet i salt - vi gættede på, at den muligvis var kogt yderligere ind efter tilsmagningen.

En skuffelse til 75 kr. pr. næse.

Imens havde vi holdt hovedretterne varme under et tæppe i køkkenet. Vores døtre skulle dele en portion grillet unghanebryst med syltede tomater, der havde en antydning af vanille, mens deres far havde tegnet sig for en hel por­tion (til 125 kr.). Og her var der fuld tilfredshed bordet rundt. Saftigt og med god grillsmag erklærede de alle. Det ene pigebarn tilføjede dog, at hun næste gang ville vælge »det samme kød som mor«.

Steg-selv-kød

For mit vedkommende stod den på kalv piccata (også til 125 kr.) - en italiensk klassiker, hvor tynde skiver kalvekød, der er marineret i citron og kapers, paneres og steges. Her lå de to rigelige stykker i en hvid marinade, der ifølge Lis­ager også skulle indeholde parmesan og hvidvin.

Kødet skulle steges umiddelbart før serveringen, så det stod vi selv for.

Det er nemt. Et minut på hver side på en middelvarm pande, ­sagde Lisager.

Hmmm, sagde jeg, for paneringen hang ikke rigtig fast - muligvis fordi man kan fortolke begrebet »middelvarm pande« forskelligt.

Næste gang vil jeg nok vælge en ret, der er helt færdig, og dermed holder trit med måltidets øvrige elementer, men når det er nævnt, så var kødet i sig selv mørt og så lækkert, at ungerne tilkæmpede sig det ene stykke. Til gengæld kunne jeg godt beholde saucen, sagde de. En kold, chiliskarp romesco-sauce blendet sammen af bl.a. mandler og grillet, rød peber. God i sig selv, men lidt hidsigt selskab til det delikate kalvekød.

Med til deling fulgte dagens kartoffel - små, uskrællede og lækre efter en tur i ovnen, og tre forskellige salater - en pr. portion. Salaterne var på forhånd udvalgt af Lisager, men en anden gang vil det nok være sjovere selv at vælge ud, når man henter sin mad. I hvert fald kiggede ungernes far langt efter stedets utraditionelt salat-mix af grønne sager og bær som brombær og hindbær.

Salathits

Hos Lisager mente man, at ­ungerne nok ville synes godt om stedets kolde nudelsalat, der smagte asiatisk af soya og ingefær plus et drys jomfru i det grønne-frø. Fyldet var beskendt. Et par nektarin-tern og en enkel broc­colibåd, og kort sagt, syntes vi ­alle, at den ikke var spændende nok til at hamle op med de øvrige indslag.

De to andre var til gengæld ­klare hits. En syrlig spidskåls­salat med ingefær og bredbladet persille, der havde fået et friskt svirp chili. »Forrygende«, lød det fra min medspiser.

Sidste salatskål bød på en broccoli-ting med majs, lidt rød peber og store hvedekorn. Skal vi være ærlige så den ikke specielt ophidsende ud, men det var fordi, man ikke kunne se det særlige raffinement, som stedets hjemmerøgede rapsolie tilføjede grøntsagerne.

Med i poserne havde vi også en afrikansk rødvin, som den kokkeklædte ekspedient varmt havde anbefalet som ledsager til vores mad. Det var stedets sidste Backs­berg pinotage fra 2005, og faktisk havde hun slet ikke lyst til at sælge den, tilføjede hun. Det kunne vi godt forstå, da vi smagte den, for den var både krydret og vel­afbalanceret med en diskret skarphed, der klædte begge retter.

Kaffen dropper vi anmeldelsen af her, for den var hjemmebrygget. Vi drak den til desserten, hvor familien deltes om to pænt store stykker tærte til 25 kr. pr. styk. - og endda uden at spise op.

Det ene var en chokolade-­tonser, hvor der gemte sig små syrlige overraskelser i form af solbær mellem den bittersøde ­kagebund og et generøst lag chokoladecreme, mens blommetærten smagt fint og delikat af de sødtsyrlige blommer og marcipan.

I alt stod herligheden os i 684 kr., og prismæssigt er stedet dermed på niveau med byens billigste spisesteder, mens kvaliteten - fraset den kiksede suppe - ligger et godt stykke højere. Vi lander derfor på fire stjerner.

Middag i pæne poser

Af Kirsten Thorndahl - kith@stiften.dk
Oprindeligt publiceret Sep 07, 2008

Med et par fyldte poser fra Risskovs kvalitetsbevidste takeaway-sted kan man servere gourmetmad hjemme ved spisebordet.

Åh, at slæbe pæne poser med varm og spiseklar mad ind i køkkenet. Rette det an på skabets nydeligste service og sige værsgo. Så kan gærdet vist ikke blive meget lavere - fraset, at man selvfølgelig selv står for opvasken bagefter.

På en af augusts mange regnvåde aftener blev Lisager i Risskov leverandør af familiens aftensmåltid. Stedet er kombineret gourmet-takeaway og -catering plus café og nysgerrighedspirrende delikatessebutik. Menuen skifter ifølge hjemmesiden ikke bare fra dag til dag men også i ­løbet af dagen. Først kl. 15 den pågældende dag var stedet klar med elementerne til aftenens såkaldte »jeg gider ikke lave mad i aften, skat«-menu. Her var der tre forretter og tre hovedretter at vælge imellem plus oste og et par tærter til dessert.

Mange havde fået samme idé, så der var travlt, da vi kom for at hente vores mad ved 18.30-tiden. Dog ikke mere travlt, end at en af de kokkeklædte ansatte med overblik kunne præsentere nogle af de relevante muligheder, vinafdelingen bød på.

Vi kom hjem med to poser fyldt med diverse varme og kolde bokse. Ikke pap men nærmeste sorte og hvide engangsskåle med klare låg og et let designpræg, der fik min medspiser til at ymte lidt om, at det da vist ikke havde været nødvendigt at tage alle vore egne skåle i brug.

Blomkål i nye klæ’r

En gryde blev der dog brug for. Til vi to voksne var der blomkåls­suppe i anledning af regnvejret, og den kunne godt tåle 10-20 grader mere. Blomkålssuppe ­lyder lidt af mormor, men denne var nærmest café au lait-farvet og tydeligvis tænkt som en tæt og krydret sag med nogle store »chips« af sprød serranoskinke. Hvilke krydderier blev vi dog aldrig enige om, for uheldigvis var al smag druknet i salt - vi gættede på, at den muligvis var kogt yderligere ind efter tilsmagningen.

En skuffelse til 75 kr. pr. næse.

Imens havde vi holdt hovedretterne varme under et tæppe i køkkenet. Vores døtre skulle dele en portion grillet unghanebryst med syltede tomater, der havde en antydning af vanille, mens deres far havde tegnet sig for en hel por­tion (til 125 kr.). Og her var der fuld tilfredshed bordet rundt. Saftigt og med god grillsmag erklærede de alle. Det ene pigebarn tilføjede dog, at hun næste gang ville vælge »det samme kød som mor«.

Steg-selv-kød

For mit vedkommende stod den på kalv piccata (også til 125 kr.) - en italiensk klassiker, hvor tynde skiver kalvekød, der er marineret i citron og kapers, paneres og steges. Her lå de to rigelige stykker i en hvid marinade, der ifølge Lis­ager også skulle indeholde parmesan og hvidvin.

Kødet skulle steges umiddelbart før serveringen, så det stod vi selv for.

Det er nemt. Et minut på hver side på en middelvarm pande, ­sagde Lisager.

Hmmm, sagde jeg, for paneringen hang ikke rigtig fast - muligvis fordi man kan fortolke begrebet »middelvarm pande« forskelligt.

Næste gang vil jeg nok vælge en ret, der er helt færdig, og dermed holder trit med måltidets øvrige elementer, men når det er nævnt, så var kødet i sig selv mørt og så lækkert, at ungerne tilkæmpede sig det ene stykke. Til gengæld kunne jeg godt beholde saucen, sagde de. En kold, chiliskarp romesco-sauce blendet sammen af bl.a. mandler og grillet, rød peber. God i sig selv, men lidt hidsigt selskab til det delikate kalvekød.

Med til deling fulgte dagens kartoffel - små, uskrællede og lækre efter en tur i ovnen, og tre forskellige salater - en pr. portion. Salaterne var på forhånd udvalgt af Lisager, men en anden gang vil det nok være sjovere selv at vælge ud, når man henter sin mad. I hvert fald kiggede ungernes far langt efter stedets utraditionelt salat-mix af grønne sager og bær som brombær og hindbær.

Salathits

Hos Lisager mente man, at ­ungerne nok ville synes godt om stedets kolde nudelsalat, der smagte asiatisk af soya og ingefær plus et drys jomfru i det grønne-frø. Fyldet var beskendt. Et par nektarin-tern og en enkel broc­colibåd, og kort sagt, syntes vi ­alle, at den ikke var spændende nok til at hamle op med de øvrige indslag.

De to andre var til gengæld ­klare hits. En syrlig spidskåls­salat med ingefær og bredbladet persille, der havde fået et friskt svirp chili. »Forrygende«, lød det fra min medspiser.

Sidste salatskål bød på en broccoli-ting med majs, lidt rød peber og store hvedekorn. Skal vi være ærlige så den ikke specielt ophidsende ud, men det var fordi, man ikke kunne se det særlige raffinement, som stedets hjemmerøgede rapsolie tilføjede grøntsagerne.

Med i poserne havde vi også en afrikansk rødvin, som den kokkeklædte ekspedient varmt havde anbefalet som ledsager til vores mad. Det var stedets sidste Backs­berg pinotage fra 2005, og faktisk havde hun slet ikke lyst til at sælge den, tilføjede hun. Det kunne vi godt forstå, da vi smagte den, for den var både krydret og vel­afbalanceret med en diskret skarphed, der klædte begge retter.

Kaffen dropper vi anmeldelsen af her, for den var hjemmebrygget. Vi drak den til desserten, hvor familien deltes om to pænt store stykker tærte til 25 kr. pr. styk. - og endda uden at spise op.

Det ene var en chokolade-­tonser, hvor der gemte sig små syrlige overraskelser i form af solbær mellem den bittersøde ­kagebund og et generøst lag chokoladecreme, mens blommetærten smagt fint og delikat af de sødtsyrlige blommer og marcipan.

I alt stod herligheden os i 684 kr., og prismæssigt er stedet dermed på niveau med byens billigste spisesteder, mens kvaliteten - fraset den kiksede suppe - ligger et godt stykke højere. Vi lander derfor på fire stjerner.