Share Print Send

Teater med elegance i det visuelle design, humor i kilometermål, og bid – altså den slags bid, som når ud over scenekanten og sætter sig fast og rusker godt op i vores tanker om efter hvilke værdier vi lever vores liv. Tekst, lys, lyd, scenografi og skuespil går op i en højere enhed.

Scenografen Filippa Berglund og lysdesigner Ib Asp har helt i stykkets ånd skabt en minimalistisk stuescenografi. Et rum, som ved første øjekast ikke gør meget stads ud af sig, men som folder sig nuancefyldt ud. Med det franske flags farver, persienner og en lang fransk altan er dramatikeren Yasmina Reza flot tilstede. Og ikke nok med det. I takt med at venskabet mellem de tre mænd, Serge, Marc og Yvan, hvirvles ind i en oprivende kværn, glider det isolerede blå, hvide og røde lys over i hinanden og antager toner af lilla og mere violet. 

Vi er i hudlægen Serges stue. I det rum, hvor Serges nys indkøbte hvide maleri får venskabet mellem de tre mænd til at rulle som en lavine i skred. Marc, som er ingeniør med speciale i flykonstruktioner bliver fuldstændig foruroliget over vennens omkostningstunge køb af det 160 gange 120 cm store hvide billede med de lodrette og diagonale hvide striber. Mens Yvan, som med et ufaglært papir en gros-arbejde er helt anderledes placeret i arbejdshierarkiet og mere er optaget af sit forestående bryllup, anlægger en vejrhaneskiftende 'på den ene side og på den anden side set'- holdning.

Med kunsten som fast omdrejningspunkt hvirvles vi ind i et drama om venskaber, om relationer, om prioriteringer, om ærlighed, om mod, alliancer, integritet og accept af andre, hinanden og sig selv. Ikke et øjeblik falder intensiteten i Rezas tekst. Tværtimod folder den sig bestandigt ud og lader elegant de mange og ofte ret ophedede diskussioner omkring hvad kunst er for en størrelse glide over og blive til en diskussion  af hvad livet byder og går ud på. Replikker der angår det hvide billede - så som "Fra hvilken afstand skal det ses?", "Der er en nuanceforskel, det hvide kan være mere eller mindre hvidt", "Der er en tanke bag. Det er fuldbyrdelsen af en proces" og "Jeg oplever en vibration" - forvandles umærkeligt til noget, der angår den stormomsuste sejltur, de tre mænds venskab er ude på.

Et ridt, hvor beskyldninger af værste skuffe fyger i luften. Fejlene og manglerne, de ser hos hinanden, er totale. "Indbildsk, perfid, arrogant, bedrevidende", "Fjende af fremtiden", "Humorforladt, kold og tillukket" og "Jeg hader volden i din selvstændighed" er bare nogle af de eder, de spidder hinanden med i den dekonstruktionsproces, de er i gang med. Yvan slår tillige sig selv i hovedet med sit eget mindreværd.Samtidig er det ham som indfanger situationens dobbelthed af komik og tragik med råbet "Dommedag, på grund af et hvidt felt i en ramme!".   

Lars Ranthe, Paw Henriksen og Kristian Ibler spiller topprofessionelt Serge, Marc og Yvan, og de spiller fortrinligt sammen i Weinkouffs stramme og spændstige instruktion. En instruktion som folder Rezas tekst ud som en musikalsk komposition. Fyldt med klange, nuancer og masser temperament svinger stykket sig op til kulminerende højder, samtidig med at der er masser plads til dvælende momenter og skønne pauseringer.

"Kunst" sætter knas og konflikter i scene så man bliver helt høj af det. Det er bragende godt teater med nutidsvirkelighedsrelevans i højeste potens. En forestilling snublende tæt på 6 stjerner. Oplev selv hvorfor.

”KUNST” af Reza. Iscenesættelse: Solveig Weinkouff. Scenografi: Filippa Berglund. Medvirkende: Lars Ranthe, Paw Henriksen og Kristian Ibler. Premiere på Svalegangen 27.11 kl.20. Spiller til og med 19.12, tirs. - fre. kl. 20, lør. kl.16.

Læs også: Guide - Hvad sker der på de skrå brædder.

Læs også: Tre små mænd skal få Århus til at grine.

Læs også: Ordene tæller - men serveringen er lige så vigtig.

Læs også: Musikalsk og skævt kvinde portræt.