Share Print Send

Læs også

• Den største prøve

Jimi kan ikke finde ro i det civile. »Der skal sgu ske noget!,« som han indledningsvis fortæller. »Når jeg træder ind ad porten (til krigen), er det som at komme hjem«.

Jimi er soldat. Det er hans arbejde og hele identitet at være soldat. Hvordan det er set ud fra en soldats eget perspektiv, tager teatret Von Banden et meget konkret og velfungerende greb om i »Let Opklaring«, som netop har haft urpremiere på Entre Scenen. Henrik Vestergaards tekst er baseret på interviews med soldater fra 1. Lette Opklaringseskadron. Soldater, der selv som det første hold blev sendt ud til det sydlige Afghanistan. Til området nær Helmand, hvor de i 35 dage sad omringet af Taleban i byen Musa Qala.

Læs også: Den største prøve

Jordnært og nærværende

»Let Opklaring« er et studie i krigen på nært hold. Med centrum i soldaten Jimi og de tre andre danskere, han er udstationeret med, Konge, Nyberg og Martinsen. De jordnære replikker gør det at være i krig meget nærværende. Teksten skildrer krigens helt konkrete dagligdag. Med soldater som i starten føler sig som »krigsturister«, fordi det eneste de laver er at »drikke vand, råbe bang og pisse«. De træner, så sveden hagler, men er dybt frustrerede over ikke at blive meldt operative.

Senere kommer de på grund af krigens strabadser og sår til at stinke af hulebjørn og til at skide i bukserne af skræk. Nyberg »gokker den af« til porno, hvis der ellers er netadgang. Jimi er på skype med kæresten, som måske er ved at trække sig. Konge taler i telefon med sønnen, som har fødselsdag - indtil sønnen afbryder forbindelsen. I hver sin vogn kører de i kolonne med Taleban i hælene. De ser fjenden blive flået i stykker på afstand som små grønne mænd. De invaderer huse, hvor der måske også er civile. Og de oplever en af deres egne bliver skudt omkuld.

Læs også: Von Baden præsenterer Let Opklaring

Effektfuld scenografi

Der er hedt i Helmand. I varmegrader og mentalt set. Begge dele får Von Baden frem. Den i øvrigt netop Reumert-nominerede scenograf Siggi Óli Pálmason har skabt en fin arena for Morten Lundgaards actionfyldte iscenesættelse, der også har plads til mere fysisk rolige og lygteoplyste passager. Publikum sidder hele vejen rundt om spillearealet. Et område, som breder sig helt ud til publikum, fordi de fire soldater i camouflagetøj og med maskingevær over skulderen suser op og ned og rundt om de vandflaskedekorerede borde, der er anbragt i en stor konferenceilluderende firkant med det groteske signal af fredskonference, det giver.

Spilarealet i midten er dækket af et gulvtæppe med kortomridset af Bornholm, hvor soldaterne udsendes fra, og det Afghanistan, hvor krigen udspiller sig. Fra loftet drysser sand. Under bordenes gardiner er spillets rekvisitter enkelt og elegant gemt væk. Og i baggrunden er et lærred, hvorpå der skulle være vist billeder - men til premieren glippede teknikken - så den del af forestillingen missede vi.

Læs også:  Von Baden får penge til ny forestilling

Skuespil med timing og tempo

Thomas Biehl, Chadi Abdul-Karim, Henrik Vestergaard og Anders Brink Madsen holder timingen og tempoet godt. Især de to sidste, som har rollerne som henholdsvis Konge og Jimi. I ca. 75 minutter formår forestillingen i dens forskellige forløb at få os til at mærke centrale dilemmafyldte aspekter af det at være dansk soldat i Afghanistan. Af den rastløshed det giver. Af den betydning soldaternes bagland i Danmark får. Af det vilkår konstant at være lige så tæt på døden som på livet. Af den følelse man som udsendt dansk soldat får, når man i det øjeblik livet hænger i en tynd tråd, bliver negligeret af de engelske tropper, som militært set rangerer højere. Og af den mentale påvirkning det har på den enkelte at være i et land i total opløsning.

Læs også: Poetisk og erotisk sommeropera