Share Print Send

Isen bryder – helt konkret. Den hårde overflade krakelerer derude ved vandet hvor de to teenagedrenge Matti og Niila står med deres forbudte øl og føler sig svimlende lykkelige. Lykkelige over at ane fisk under isen og ikke mindst lykkelige over at mærke rock and roll musikkens toner trykke i hjertet og over at mærke smagen af kys. 

Vi er et godt stykke inde i Svalegangens og "Teatret”s opsætning af "Populærmusik fra Vittula”. I en velfungerende scene. En scene, hvor vi begynder at mærke hvad der er på spil for de to drenge i Mikael Niemies roman.

Hvad det er for en udlængsel de har efter at blive befriet fra det ultrareligiøse mimisamfund, der med Niilas farmor og far i spidsen, lægger et jerngreb omkring deres livsudfoldelseslyster i det i et og alt fremmedfjendsk indskrænkede og mistroiske miniputsamfund de er en del af deroppe i Pajala, hvor Sverige støder op til Finland længst mod nord.

Begyndelsen var ellers noget svær. Det kneb lidt med at slå tonen an. Ikke at vi ikke hurtigt forstår hvad det er for en kultur drengene lider under at være en del af. Et godt stykke ind i første akt synes forestillingen at have svært ved at finde et udtryk der har den skønne blanding af let lun humor og sviende dybde, som er en af de ting Hans Rønne som instruktør mestrer så fornemt – uden at det kammer over og får et misskær af overdrev og parodi.

Hertil skal lægges det, uanset hvor dygtige skuespillere der er på banen er ganske svært for voksne troværdigt at spille børn. Også selvom firkløveret Thomas Corneliussen (som den religionskuede Niilas), Thomas Guldberg Madsen (som den mere frie og energiske Matti), Marie Dalsgaard (som farmor, skolelærerinde mv.) og Mogens Pedersen (som far, præst og herlig trommeslager mv.) er et stjernehold.

Hen imod slutningen af første akt vinder forestillingen terræn. Scenerne kommer til at leve. Og man mærker gennem en række både vældig stemningsfyldte, finurlige og helt enkle arrangementer opsætningens stræben efter at ville ind til en kerne af centrale livsudsagn omkring det at finde sin plads og blive voksen.

Nye rum skabes enkelt og elegant i Gitte Baastrups velfungerende trærumsscenografi ved hjælp af grønne stole og skiftende lyssætninger. Til første akts highlights hører scenen hvor Beatles pladen smækker de unge til vægs i et lyshav af lykke. Samt scenen hvor Niilas farmor dør og scenerne herefter.

Anden akt vinder ved at vi nu har fået et forhold til personerne og kulturen. Og den står stærkere end første akt, fordi iscenesættelsen i en form for ringslutning i forhold til begyndelsen af stykket indfanger den udvikling der sker med både de to drenge og deres fædre. Aktens stærkeste scener er scenen hvor de giver koncert, fordi vi både oplever drengene i deres tid og i nuet mærker hvad den musik, der skildres som noget meget syndigt faktisk kan forløse.

"Populærmusik fra Vittula” bliver på den led en meget ærlig teaterforestilling. Et godt bud på med det levende teaters midler at skildre en mental isbrydningstid i to drenges overgangsliv fra barn til voksen i et fastfrossent samfund.  

”Populærmusik fra Vittula”. Dramatisering af Mikael Niemies bog: Kristian T. Erhardsen. Iscenesættelse: Hans Rønne. Scenografi: Gitte Baastrup. Co produktion mellem Svalegangen og "Teatret". Medvirkende: Thomas Corneliussen, Thomas Guldberg Madsen, Marie Dalsgaard og Mogens Pedersen. Urpremiere på teater Svalegangen 27.8 kl.20. Spiller til og med 26.9, tirs. - fre. kl. 20.00, lør. kl.16.00.