Share Print Send

En rigtig tragedie er uafvendelig og rystende konsekvent i sin ilde gang. I Mozarts udgave af Idemeneo slippes det gode løs til sidst i et antiklimaks af dimensioner, selv om dramaets personer sådan set har gjort sig fortjent til præmien.

Det er et problem, som enhver opsætning af operaen må slås med. Klaus Hoffmeyer går i sin udgave på Den Jyske Opera linen ud, lader det hele slutte med beach party og -bryllup og med udsigt over det roligt blå hav, der ellers i sin sorte og oprørte udgave var tragediens fødselselement.

Men som publikum kan man trods alt leve med det. Det skyldes, at den samlede opsætning i sin ellers rolige enkelhed giver plads og tid til fine psykologiske portrætter af de involverede, og at forestillingen som sådan er særdeles vellykket rent musikalsk.

Læs også: 'Idomeneo, Kongen af Kreta' i Musikhuset'

Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Tobias Ringborg spiller Mozarts musik med fine dramatiske pointeringer og med en klang, der trods salens tørre akustik konstant er en fortrinlig bærebølge for såvel den samlede handling som for portrættering af hovedpersonerne.

Hovedrolleindehaverne, specielt de tre kvinder, skal være af høj standard for at gøre operaen vedkommende. Det er de her!

Elsebeth Dreisig synger Ilia, den tilfangetagne prinsesse. Hendes kærlighed til Idamante er gengældt, men under voldsomt pres. Han er Idomeneos søn, han er tvunget til at skulle flygte for at undgå sin dødelige skæbne, og en anden kvinde stræber magtfuldt efter hans gunst. I dette spil viser Elsebeth Dreisig sig fra sin stærkeste side i et smuk sanglig og scenisk præstation, fyldt med frygtsom poesi og kærlig handlekraft.

Læs også: Mozart i det mørke hjørne

Idamante, kongesønnen, synges af Signe Asmussen. Sangligt er hun meget overbevisende, og hendes udførelse af den såkaldte bukserolle har stor autoritet. Hun bærer sin centrale position i spillet med stor styrke.

En art kvindelig skurk er hun vel, Elettra, kongedatteren der ser sin mulighed for at vinde Idamante ved at få ham bort fra Kreta. Også hun synges og spilles overbevisende. Janne Berglund formår i forskellige scener både at spille såvel på karakterens næsten sympatiske træk som på det mere hadefulde, og sangligt gøres det stort overskud.

Med sit løfte til Poseidon om at ville ofre det første levende væsen han møder efter sin hjemkomst er Idomeneo tragediens igangsætter. Han må holde sit løfte og, ja, ofre sin egen søn. David Danholt synger titelpersonens parti med en fint styret klang, der dækker de mange følelsesmæssige sider af situationen meget overbevisende - scenisk dog mindre overbevisende end kvinderne omkring ham.

Scenografien er enkel og velfungerende. Det forskydelige bagtæppe tjener også som lærred for en række meget velskabte videoprojektioner, som dels supplerer hoveddekorationen, dels viser ondskabens oprørte hav og slutscenens smulte vande - voldsomt og smukt. Kostumerne er som tiderne i forestillingen lettere ubestemmelige, dog med en art græsk nyfolklorisme over sig for folkets vedkommende. Hos dem er glæden hjemme, mens den tabende kvindelige part, Elettra, er i ubestemmeligt high society dress.

Man lever imidlertid godt med det, netop på grund af forestillingens mange basale kvaliteter, dens ro og høje musikalske niveau.

Læs også: Fornøjelig og fysisk