
John Hansen er død ved en tragisk brødristerulykke. En anden omkom af iltmangel i egen stue. Og en tredje mistede livet en dag, han stak hovedet ud af vinduet og en lastbil kørte det af!
Fire dedikerede og yderst forskellige fans af den folkekære visesanger og tolvtonekunstner John Hansen mødes efter Johns begravelse foran hans hus for at indstudere en mindekoncert. Og det kommer ikke til at gå stille for sig. Men derimod med eklatant ævl og kævl. Store armbevægelser. Højlydte suk. Markante miner. Ødelæggelser af overraskende karakter. Sødme og sjov.
Læs også: Finurlig og barsk satire på Svalegangen.
Sådan er det i Line Knutzons univers. Ubarmhjertigt, skånselsløst stygt, og spækket med skæv humor og menneskelig varme tilsat fuglefløjt - som så ofte i Knutzons stykker. Man går bestemt ikke forgæves, hvis man vælger Mikkel Bay Mortensens iscenesættelse af den uforlignelige dramatikers Reumert-belønnede stykke ’Guitaristerne’, der pt. spiller på Svalegangen.
Meningsfyldt og sjov
Line Knutzon er en sand replikekvilibrist. Hun kan trylle mundrappe hverdagsagtige replikker frem. Replikker, som med en vanvittig morsom skævhed spidder alt fra den største og mest charmerende mindreværdsfølelse til det argeste selvforherligende og selvforfængelige storsind. Hun formår i et humoristiske kæmpeklask at sætte små absurde hverdagssituationer ind i en samfundsmæssig sammenhæng. Sammenhænge, der emmer af utilsløret hvas kritik af et system, som småborgerligt lader de nærige ’rige svin’ sejre over dem, som føler sig ligegyldige og ”som en underlig grønsag i en frugtkurv”.
Line Knutzon har skruet et skønt sangtekstrepertoire sammen. Få kan som hun få så store betydninger og så klare holdninger frem i så karsk og fabulerende form. En perlerække af numre som byder på skønne tekster som ’Jeg har fået kræft’, ’Hvor er min lighter’, ’Det rige svin skal dø’ og ’Hvor er min krop’, for blot at nævne nogle.
Læs også: De nye skuespillere - De vil alt fraShakespeare til Hollywood.
Vellykket vanvid
I Claus Helbos enkle kulisse af en husgavl med kattelem, skur og skraldespand ruller Lars Simonsen, Susanne Saysette, Martin Geertz og Marie Mondrup fyrigt og nærværende den humoristiske løber ud, så vi begavet og festligt bliver top-underholdt fra start til slut.
Forestillingen veksler fint mellem hjerteskærende ’skøre’ samtaler, der rammer lige på kornet af hvad det vil sige at være menneske på mikroplanet, og kosteligt komiske fremførelser af sange fra John Hansens sangskat. Samtaler og sangnumre, som kommenteres og indstuderes så alle personernes genkendelige skavanker står lysende klart. Sprogligt pedanteri, principrytteri, mavekneb, madpakkekonflikter, hang til flertalsdemokrati med håndsoprækning - eller aversion mod selv samme.
Efter ’Guitaristerne’ får cykellapning, kanonsang, septiktanke, dannebrog, - ja selv Kim Larsen, en ny og anden betydning. Glæd jer.
’GUITARISTERNE’, Af Line Knutzon. Iscenesættelse og musikalsk indstudering: Mikkel Bay Mortensen. Komponist: Jens Hellemann. Scenografi: Claus Helbo. Medvirkende: Lars Simonsen, Susanne Saysette, Martin Geertz og Marie Mondrup. Premiere på Svalegangen 16.10 kl. 20. Spiller til og med 11.11, ma-fre. kl. 20, lør. kl.16.
Læs også: Anmeldelse - Lollike light.
Atlas: Starttidspunkter for koncerter på Atlas
gmfacius: ATLAS - bigband eller byggerod
kultur: Du kan købe billetter her:
Det siger andre AOA-brugere...
0 kommentarer