
Da vor mor var ung, lugtede bibliotekerne helt særligt: Lidt støvet, hengemt, særegent. Bøgerne stod hylde efter hylde i deres særlige biblioteksindbinding – stramt, nopret læder i uprovokerende farver. Mørk rød, mørk blå og mørk grøn. Trods det kedelige udseende fandt man indeni en eventyrlig verden.
I dag er læderindbindingen væk, med mindre man søger ned i bibliotekernes magasiner og graver fortidslevn frem. Og lugten er der slet ikke. Det støvede, det hengemte, den helt særlige duft af gamle bøger og bibliotek er forsvundet. På bibliotekernes hylder står i dag de nyeste bøger og de værker, som stadig er populære, ofte pakket ind i gennemsigtig, kønsløs plastic. De gamle og glemte bøger kommer kun frem på anmodning. Resten af tiden er de deponeret. Og med dem lugten.
Men andre steder findes den endnu. Duften. Og indbindinger i læder kan såmænd også graves frem, ligesom man kan boltre sig mellem reoler fulde af gamle og glemte værker. Man skal bare finde sig et godt antikvariat.
Dem er der mange af i Århus. Både i midtbyen, i forstæderne og lidt længere ude på landet putter antikvariater sig i undseelige forretningslokaler og gamle staldbygninger. Lokaler valgt, fordi de er billige. Mange penge er der nemlig sjældent i antikvariatbranchen.
Af samme grund ejes antikvariaterne oftest af sande bogelskere. Deres arbejde er deres passion. De gør det ikke for pengenes skyld, men for lystens. Og intet er mere inciterende end at besøge en forretningsdrivende, der begejstrer og begejstres.
Man skal sætte rigelig tid af, hvis man opsøger et antikvariat. Ikke bare risikerer man at falde i en god snak om litteratur. Man risikerer også at glemme tid og sted, når man vandrer rundt mellem hylder og bogstabler og hensynker i fordybelse.
Vi har besøgt tre af byens antikvariater, og de udmærker sig ved deres forskellighed.
Gode sider
Der findes ikke en samlet oversigt over de århusianske antikvariater og de bøger, de rummer, men man kan hente god hjælp her:
www.antikvariat.net – her kan man finde den bog, man leder efter, hos en række danske, svenske og norske antikvariater, der er tilknyttet sitet. Siden rummer næsten 1,4 millioner bøger og ca. 8.000 nye kommer til hver uge. Siden opdateres i reglen mandag morgen.
www.antikvar.dk indeholder en liste over de antikvariater, der er medlemmer af Den Danske Antikvarboghandlerforening. Her kan man finde navne og adresser på en række af de århusianske antikvariater.
www.danbook.dk rummer ligeledes en liste over antikvariater. Siden laves af Provinsantikvarboghandlerforeningen.
I snorlige rækker
Hos Hinges Antikvariat i Banegårdsgade står bøgerne pænt ordnet på hylderne. Sjældent ser man et så ryddeligt antikvariat som her.
»Men sådan ser der altså ikke ud i baglokalet,« griner indehaveren Lillian Hinge. Hun åbnede antikvariatet for 13 år siden, da hun og ægtefællen rykkede fra en stor villa til en mindre lejlighed. Det gav anledning til at rydde ud i bogsamlingen. Og når man som Lillian er gammel boghandler, hvorfor så ikke sælge bøgerne fra egen butik?
Siden dengang har hun forøget antikvariatets bogmængde med så mange bøger, at hun nu skønner at have mindst 80.000 værker. Men hun har ikke talt dem.
Lillian sælger både fagbøger og skønlitteratur med lige stor fornøjelse. Hun er en bogelsker, der har svært ved at sige nej, når hun får tilbudt en samling bøger, og derfor kan man hos hende finde alverdens emner. Og hun holder meget af de kunder, der dropper ind til en snak om litteratur.
»Der er ikke noget bedre end at høre en kunde sige: ’Den bog har jeg ledt efter i 100 år’. Så bliver man glad,« siger Lillian, der gerne henter bøger fra sine private reoler, hvis en kunde efterspørger dem.
»Jeg har ikke længere brug for at have bøgerne stående hjemme hos mig selv. Jeg bliver mættet af at samle her i butikken. Jeg behøver ikke også at samle derhjemme,« siger Lillian, der med appetit kaster sig over de bøger, hun får ind i butikken fra dødsboer og private oprydninger.
»Der er næsten altid noget spændende at læse,« som hun siger.
Som en af kun få antikvarboghandlere sælger Lillian flere bøger fra butikken end fra internettet, selvom hun også er at finde med bogsalg i cyberspace. Og hun reklamerer flittigt for sit butikssalg ved at holde vinduet ud mod Banegårdsgade i bevægelse. Der skiftes ofte ud i udstillingen.
Lillian samarbejder desuden med Thurs Antikvariat, der hører til de største på internettet. Har man som århusianer købt en bog hos Thur på nettet, kan man bede om at få den leveret til afhentning hos Hinges Antikvariat.
Hinges Antikvariat, Banegårdsgade 29 – www.hinges-antikvariat.dk
Tilsat en kop kaffe
Vangsgaards Boghus i Ryesgade adskiller sig fra de fleste antikvariater. Butikken rummer nemlig ikke kun brugte bøger, men også helt nye. Og dertil kommer en kaffebar.
I stueetagen træder man ind i en almindelig boghandel, men i bunden af førstesalen kan man på lugten mærke, at man nærmer sig noget gammelt. Det støvede vinder indpas, jo længere ned mod endevæggen man når. Her står en række brugte fagbøger og gamle, skønlitterære samlinger af bl.a. H. C. Andersen og Selma Lagerlöf.
Er man mere til skønlitteratur end fagbøger, bør man også bevæge sig ned i boghusets kælderetage. Her holder Sigfreds Kaffebar til, og baren er forsynet med både bogreoler og dybe lænestole. Man kan som kaffegæst snuppe en bog og svømme hen i en fristunds fred. Men man kan også gå på vandring blandt reolerne og finde den bog, man har lyst til at købe. Alle bøgerne her er både til salg og til kaffebarslæsning.
»Vi sælger absolut flest fagbøger, blandt andet om filosofi, psykologi og religion, men vi har også en stor mængde skønlitteratur,« fortæller boghandler og forhenværende bibliotekar Jytte Jacobsen.
Hos Vangsgaards går man kritisk til værks, når man køber nye bøger ind til antikvariatet.
»Vi siger nej tak til det, som vi ved er svært at sælge. Et antikvariatet skal være i bevægelse og forandring, og derfor vil vi ikke have bøger stående, som vi ikke kan komme af med.«
»Det betyder for eksempel, at vi siger nej til tidstypiske 60’er- og 70’er-bøger af Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Omvendt sælger klassikere af blandt andre Karen Blixen, Ernest Hemingway og H. C. Andersen godt, så dem forhandler vi gerne,« siger Jytte Jacobsen.
Vangsgaards Boghus har også en afdeling i København, så kan man ikke finde den bog, man leder efter, i Århus, er der mulighed for at bestille den hjem fra hovedstaden.
Vangsgaards Boghus, Ryesgade 3 - www.vangsgaards.dk
Begravet i bøger
Man skal lede godt, hvis man vil finde antikvariatet Aabenhus på Åboulevarden. Her er intet skilt på hverken dør eller vinduer, men en lille reol med tilbudsbøger står i døråbningen og angiver, at dette er vejen ind.
»Ja, jeg gemmer mig godt – jeg er kun for kendere,« griner Hans Aabenhus, der har drevet antikvariat siden 1974 og trods gemmeriet ikke har problemer med at trække kunder til. I dag får han imidlertid flest kunder via internettet, og han udbyder mange af sine 75.000 bøger gennem www.antikvariat.net
Som kunde i selve butikken oplever man et sandt slaraffenland, selvom besøget kræver god tid. Her er bøger overalt. På reoler, på borde, på gulvet. Man føler sig nærmest begravet i bøger. En smal sti snor sig mellem stakkene, og man undrer sig over, at Hans Aabenhus på et øjeblik kan finde den bog, man spørger efter.
»Jeg mener, jeg ved, hvor hver enkelt står. En antikvarboghandler opnår en vis fotografisk hukommelse med tiden. Men kunderne flytter ofte på bøgerne, fordi de har bestemt sig for, at her er kaos. Men det er her altså ikke – helt,« siger Hans Aabenhus, der sælger såvel faglitteratur som skønlitteratur.
»Hvad angår faglitteratur er jeg lidt til den akademiske side - til de humanistiske fag. Hos humaniora lever sandheden lidt længere. I teologi dur sidste års model stadig, mens det kniber indenfor fysik for eksempel. Og hvad angår skønlitteratur kan jeg mærke, at især interessen for verdensklassikerne er stor. Den eksperimentelle litteratur kan jeg nemt komme af med. James Joyces ’Ulysses’ for eksempel. Der er ingen, der forstår den, men vi skal jo alle sammen kende den,« siger Hans Aabenhus, der oplevede eventyr, da han købte Shakespeares ’Second Folio’ fra 1632. Den har han nu sat til salg for 1,8 millioner kroner.
»Jeg tjener ikke meget på at sælge den, men det er en bog, man køber i ekstase, fordi den er så sjælden at finde,« fortæller Hans Aabenhus, der i øvrigt sælger bøger i prisklassen fra 20 kroner og op til flere tusinde.
Aabenhus Antikvariat, Åboulevarden 39.
Atlas: Starttidspunkter for koncerter på Atlas
gmfacius: ATLAS - bigband eller byggerod
kultur: Du kan købe billetter her:
Guide: Lækkerier inderst inde
Undgå at elastikken strammer, bøjlen niver og G-strengen gnaver. Aoa.dk guider dig sikkert igennem den århusianske lingeri-jungle.
Guide: Økologisk på fire måder
Med aoa's øko-guide er det slut med indtagelse af sprøjtegifte og prikken i hovedbunden. Flere steder i Århus blomster økologien - aoa.dk viser dig hvor.
Guide: I Carrie Bradshaws fodspor
Drømmer du om at indtage rollen som Carrie Bradshaw fra 'Sex and the City' med et uudtømmeligt kreditkort, litervis af Cosmopolitans og en mystisk Mr. Big som beundrer? Med aoa.dk's guide kan du følge i Carrie Bradshaws fodspor - lige her i Århus.
Guide: Second hand de Luxe i Århus
Forny din garderobe med cool, unikke items uden at blive ruineret og uden at møde nogen iklædt dine nyerhvervelser i samme sekund, du træder ud af butikken. Lyder det som en drøm? Måske - men ikke én, der ikke kan gå i opfyldelse. Læs bare med her.
Guide: 3 lækre til legetøj
Hvis man vil sikre ungerne godt, giftfrit legetøj og et minimum af plastik - både i indpakning og i legetøjet - så rummer byen faktisk temmeligt gode, gammeldags legetøjsbutikker.
Det siger andre AOA-brugere...
1 kommentar