
Fremtidsfest fylder Filmbyen i Århus med stor NEXT-udstilling. Microsofts nyeste computer får europapremiere sammen med alskens dimse-dutter fra fagre nye verden.
århus: En fremtidsfest af største dimensioner fylder Filmbyen i Århus i begyndelsen af april. Fremtidshuset Innovationslab med direktør Preben Mejer i spidsen byder på fremtidens ligkiste under udstillingen NEXT, der sidste år blev et tilløbsstykke.
Godt 4000 strømmede til udstillingen, da den sidste år debuterede i Århus. Publikum kan for en flad 50’er kigge ind i krystalkuglen - og komme tilbage til fremtiden. Microsofts nyeste computer Touch, som brugeren betjener med tryk på en bordplade, får europapremiere.
I den mere morbide afdeling er en bæredygtig ligkiste. To engelske opfindere viser ligkisten frem. Når liget går i forrådnelse, omdannes cellerne til elektricitet. På ganske ureligiøs men meget miljøvenlig facon.
»Tilstrømingen tog fuldstændig pusten fra os sidste år. Vi har nu gearet op og er klar til et større ryk-ind. Udstillingen er blandt andet udvidet med en enkelt dag,« siger Preben Mejer, Danmarks fremtids-meteorolog nummer ét.
Han oplever, at interessen for fagre nye verden vokser støt.
»På fem-seks år er det sket meget i folks bevidsthed. Mange af fremtidens dimse-dutter forekom alt for langt væk og science fiction-agtige. Meget af den ny teknologi virkede underlig og excentrisk. Men i takt med, at vi for eksempel bruger mobilens teknik til meget forskelligt, stiger interessen. Teknologien er blevet håndgribelig,« siger Preben Mejer.
En konference med nogle af de ypperste opfindere og fremtidsforskere kører sideløbende med udstillingen for offentligheden. I Filmbyen bydes også på en kæmpe globus, som i såkaldt real tid viser dig, hvordan verden har det. Globusen på 1,28 meter fortæller, hvordan vejret i Carabien er lige nu - eller hvilke fugle, der er på træk i Ringkøbing Fjord.
Udstilling er åben fredag 3. april-søndag 5. april i Filmbyens Studie 1 og 2 på havnen. Lige bag Train: Filmbyen 23, 8000 Århus C.
@www.logo:p nettet
Se mere på www.innovationlab.dk/next
Atlas: Starttidspunkter for koncerter på Atlas
gmfacius: ATLAS - bigband eller byggerod
kultur: Du kan købe billetter her:
Det siger andre AOA-brugere...
0 kommentarer